I går i sofaen..

..hørte jeg mig selv sige noget mere end almindeligt ubegavet.. altså pointen var ikke som sådan skidt..

Vi sidder og ser en serie om en dreng der er stykket af.. Eric, hedder den.. og hold nu fest hvor den stikker i mit mor-hjerte.. nå, men altså.. så får tænkt og sagt at hvis børn vidste hvad det gør ved forældre at gå sådan noget igennem så ville der nok ikke være 1,3 millioner børn i Amerika der årligt stikker af hjemmefra!!!

Nu er det jo ikke fordi jeg i dag tænker at det er helt forkert.. men jeg tænker at jeg fuldstændig har misset pointen.. jeg aner ikke hvad der får børn til at løbe hjemmefra, men mit bedste bud er at der er mindst ligeså mange grunde som der er familier..

Men på min bundlinje står altså en tanke.. en tanke om at det næppe er noget barnet gør imod forældre men i overvejende grad gøres FOR at beskytte sig selv.. at handlingen er et forsøg på at redde sig selv ud af det der føles som en umulig situation!

Det der går forud, ligegyldigt hvor det er slet, har efterladt barnet med en ødelagt tro på sine primær-personer som beskyttere og at det er det der fremkalder den voldsomme handling og resultatet som er så tragisk.. både for barnet men virkelig også for forældrene!

For noget der vel er et par år siden nu.. var der en teenagepige i min verden der stak af.. og uden at have været tæt på i situationen, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det har været medvirkende årsag til forældrenes skilsmisse.. for tænk hvor meget uenigheder må blive ganget helt ud af proportioner, når man skal være to om at finde ud af at løse denne gigantiske og tragiske oplevelse.. for lige der bliver ens formåen sat under lup og jeg tror ikke det er muligt at lykkedes med noget godt hvis man ikke tager et ultra seriøst kig på sig selv og sin egen rolle!

Den anden dag (løst genfortalt) siger skønlingen at hun er glad for at jeg elsker hende for det tror de andre børn i hendes klasse ikke at deres forældre gør!!!!!!!

What… The… FUCK????!!!!!?????

Nu er min glorie ikke begyndt at skygge for mine øjne endnu, så det du hører mig sige er ikke at jeg lever det mest idylliske gnidningsfrie liv.. eller jo idyllisk, men bestemt ikke uden hele paletten af følelser og dertil hørende reaktioner.. eller ja forhåbentlig aldrig den der som for mig ville være ultimativ sørgelig.. for har jeg en ting i mit liv jeg ikke vil faile.. så er det den her “opgave” som mor og min betydning for skønlingen.. det betyder jo så også at jeg hovedet på blokken ville være presset til bristepunktet hvis skønlingen en dag valgte at flygte ud af mit liv på den ene eller anden måde.. den sorg ville være stor og noget nær ubærlig..den ville i hvert fald ændre mig!!!

SÅ..

.. du kan bande på jeg ikke tager forældrenes side eller syn på sagen.. for som voksen og primær for et barn er det mit og kun mit ansvar at hun skal have plads til at være alle sider af sig.. den kan aldrig være barnets ansvar at føle sig tryg og passet på.. og hvis der er en stående sætning skænlingen hører ofte så er det at jeg elsker hende ALTID hele tiden og intet vitterligt INTET kan ændre på min kærlighed til hende!!!