Jeg er normalt rimelig positiv..

..men når jeg deler den holdning der brokker sig i mine omgivelser, så har jeg ind imellem svært ved at glide af på det.. jeg bliver medkogt og henkogt i den store simrende sorte gryde af galde.. fanget i en ond spiral som jeg dybest set ville ønske jeg kunne undgå at blive suget med ned af.. fordi jeg foretrækker at beholde min egen rygrad, min egen essens og mine egne meninger!

Men hånden på hjertet.. så er det vel et rimelig urealistisk krav at stille til sig selv, ikke at blive påvirket.. selvom jeg tænker at jeg gerne vil gøre forsøget mere aktivt i fremtiden.

Har dog bemærket at udforingen med at holde sig fri af gryden, vokser proportionelt med betydningen for mig og for min hest.. er det ikke noget der berører os så rør det mig logisk nok ikke så meget.. og ja.. vice versa!

I øjeblikket.. ej faktisk i alle tre år jeg har stået opstaldet hvor jeg står.. er der udfordringer som jeg har svært ved at se ikke kunne løses relativt nemt.. ikke alle naturligvis, men mange…og meget i mig har en følelse af at hvis de småting der kunne fungere fungerede, så ville de større ting ikke spille den samme rolle.. faktisk tror jeg sågar vi ville samle sammen og selv beskoste mere bund og måske ligefrem smide støvbinder i for at optimere den hvis vi ikke kæmpede med andre udfordringer..

Det er som om flasken fyldes og til sidst flyder den over eller glasset eksploderer.. måske det ligefrem er derfor vi har brug for at lufte vores negativitet.. fordi den ellers ville sprænge os i tusind stykker.. og lige det her er så et ultra godt eksempel på hvorfor dét, at skrive, nogle gange hjælper mig.. for ja jeg har det seriøst stramt med brok både mit eget og andres, men det gik da lige op for mig at præcis det med at lette trykket i ens champagneflaske før den eksploderer, nok er en relativ sund adfærd.. altså lige pånær den del af det hvor man får trukket andre med ned og ikke lader dem komme op igen..

Nu går jeg ikke rundt og er kronisk utilfreds og holder det inde.. for så var vi flyttet.. men at give Lido det bedst tænkelige hesteliv ér min vision skåret ind til benet.. og jeg kan næppe give ham det jeg føler er det bedste hesteliv uden at tage bladet fra munden.. nogle gange!

Omvendt tror jeg stemning smitter.. ikke bare mig og de andre to-benede, men også vores heste.. og det er jeg virkelig VIRKELIG ked af!

Så fair nok der skal luftes ud, men der skal også renses ud.. bogstavelig talt og mentalt.. så jeg må virkelig arbejde med at komme hen hvor jeg kan være okay med at galden ind imellem har en berettigelse, men minimere den omkring hestene når de er nær!!!

For sagen er vel nok den, at vi alle vægter forskelligt og berøres forskelligt og det er derfor svært at nå fælles fodslag i hvilke handlinger der skal tages og prioriteres, men jeg er jo heldigvis herre over mine egne handlinger og kan heldigvis både gå og lukke munden!

I dag er min tanke at jeg har lyst til at prøve at undgå at ramle ind i den tornado der suger mig ind og ned og væk fra alt det gode positive fantastiske.. jeg overvejer seriøst at lave om på hvornår jeg sætter mine gummistøvler i stalden for at bevare min egen ro og optimisme.. og disse tanker flyder så rundt helt synkront med tanker om at tage teten, gøre noget, handle.. få stablet et møde på benene.. et eller andet..

Men..

.. har svært ved at tro det helt perfekte sted findes.. der vil altid være noget.. og for mig er der to ting der skal være på plads og som trumfer alt andet..

At min hest trives!!!

Og..

..miljøet for mig.. jeg skal være tryg og i ro og ikke bange over at komme i stalden.. jeg skal kunne være mig og have hest præcis så fordumsløst som jeg vil!!!