“Jeg kommer aldrig til at gøre det godt nok”

..en tanke jeg har hørt mig selv tænke og føle så længe jeg kan huske!

Er gammel nok til at have været utallige begrundelser igennem hvoraf den korte version rummer to yderpunkter.. på den ene side er det hele kogt ned til at være min egen skyld noget jeg har gjort forkert fordi jeg bare ikke er eller kan være god nok.. på den anden side er det mine forældres skyld.. og intet af det er sikkert sandt og faktisk er der noget galt med facit hvorfor er det lige at det overhovedet skal være godt nok og hvad er egentlig lige definitionen på godt nok?

For dybest set er det helt bestemt ingens skyld, men derfor bliver jeg alligevel stadig såret, når følelsen af ikke at gøre det godt nok, rammer mig udefra eller indefra.. faktisk så blev den sidst sat i gang udefra og holdes nu i live af mit indre.. mit tanketog tuder derudaf med absurde mængder af ting jeg burde gøre bedre lige nu, i fortiden og helt bestemt i fremtiden!!!

WTF..

..er helt hundrede på jeg ikke er i nærheden at være den eneste der har det sådan.. er faktisk helt og aldeles tre hundrede på at alle har det sådan on off.. jeg er bare fucking træt af at det.. helt ærligt så stå da for faen ved hvem jeg er og hvad der betyder noget for mig.. altså lige så meget indvendigt som udvendig.. for faktisk kan jeg høre mig sige out loud at jeg er sådan en som jeg rent faktisk er.. små-buddhistisk på min egen måde, vild med dyr og prioritere derefter og så nægter jeg at bruge tid på pligter over pleasure.. og ja det giver krymmel på livet og en god omgang forargelse fra andre.. men hvorfor betyder det noget hvad andre synes.. hvorfor er mit værd stadig koblet op på andres syn.. jeg vil bare være mig og helt ærligt så vil jeg bare gerne elskes for og som mig og ikke have alle mulige forventninger klyngende indtil kroppen som vådt tissetøj!

Er træt af forventninger.. både mine egne til mig og andres til mig!

Tror helt ærligt ikke jeg skinner alle mine tanker ud på dig som møder mig, men de er ikke mindre sande eller ægte for mig af den grund.. indeni mig, præcis med garanti som med dig, sker der ting, og rygsækken bliver tungere indtil vi sorterer og smider ud og siger at den mugne madpakke der har ligget der siden jeg blev mobbet med min klukken (som i virkeligheden var gråd over ikke at kunne finde min madkasse) tilbage i et af de første skoleår og som førte til at en lære var så venlig og ubetænksom at forære mig øgenavnet Høne(mor), ikke længere kan få lov at tryne og have en plads i min rygsæk mere!!!

Egentlig forstår jeg godt mig selv… jeg forstår godt min tankegang og min selvkritik, men jeg gider den bare ikke.. jeg synes ikke den skal have gang på jord for den gavner intet.. præcis som når jeg siger at jeg ikke har behov for at andre hjælper med at smage min mad til før servering, fordi der er så mange holdninger til smag, så har jeg vitterligt heller ikke brug for at andre siger til mig hvad jeg kan og ikke kan.. hvad jeg burde og ikke burde have gjort.. hvis det jeg gør eller ikke har gjort gør nogen syge så fair nok så lover jeg at kigge på det, men hvis det jeg ikke har prioriteret og som er mere vigtigt for dig end for mig, kan du simpelthen ikke forvente jeg fra nu af begynder at bruge dybt værdsat livstid på at fikse.. jeg kan ikke leve andres liv end mit eget.. jeg kan ikke undgå at genere støde eller vække afsky og har du det sådan så fair nok.. men med mindre jeg kan bruge det konstruktivt til at vokse eller vi kan have en fed dyb semifilosofisk snak eller noget andet klogt, så må du gerne nøjes med at dele det der spreder glæde.. for som min far altid har sagt, så skal man ikke dele det som gør andre kede af det.. man behøver i hvert fald ikke.. det er ikke et must, som i VIRKELIG SLET IKKE!!!