Nogle gange..

.. kan jeg virkelig ikke forstå mig selv.. og så lige pludselig så giver meget alligevel SÅ god mening!

Der er godt nok stadig meget jeg ikke fatter og i særdeleshed ikke hvad der skete i mig da jeg trak mig væk fra en veninde for et par år siden.. alt i mig sagde bare det var det jeg skulle.. men hånden på hjertet så synes jeg stadig ikke det var cool.. det var ikke fair at gøre på den måde, men jeg anede simpelthen ikke andet end at alt i mig råbte jeg skulle holde mig væk..

Så det gjorde jeg.. og selvom jeg virkelig ikke synes det næste har sindsygt meget med det ovenstående at gøre så har det det måske på en måde alligevel.. i hvert fald for mig.. fordi jeg igen pludselig fik en form for aversion mod en i min hverdag, som på ingen måde kunne bebrejdes noget.. faktisk var det eneste påkrævede i situationen min forståelse og omsorg, men den følte jeg slet ikke.. i stedet blev jeg kold og hård indvendig…sur og gal..

Sagen er den at hans kone får kræft.. ja I know.. det er frygteligt.. og frygteligt synd for hele familien både konen, manden og deres to børn.. det gode er det ser ud til at kunne opereres væk og så helgarderes med kemo efterfølgende.. og nej det er ikke den her del jeg ikke har empati for.. det sker først da han sygemelder sig.. jeg har en virkelig mærkelig reaktion på det.. som om jeg ikke forstår han gør det.. at han tør.. at han “må” blive sygemeldt når hans hustru får kræft.. det er jo ikke ham der er den syge.. alt i mig råber til himlen når jeg skriver mine tankerne nu.. men det er fordi jeg bedre ved hvad der skete og sker i mig..

Det er ikke for sjov man siger at andre ikke kan få os til at føle noget som helst.. det er vores egne tanker om tingene der skaber følelserne inde i os.. så når jeg rammes af en antipati overfor hans sygemelding handler det ikke om ham!

Det handler om mig.. og ja sorry.. kun om MIG!

..og så må vi lige et smutte tilbage i tiden!

I marts 2015 flyttede min daværende mand og jeg sammen med vores datter ind på Genvejen.. det var mit ultimative drømmehus.. et skørt Pippi-hus med hemse og og kringelkroge og verdens største parklignende have.. vi har glade og glædede os max til det vi havde drømt om, men ikke turde tro på kunne gå i opfyldelse.. der var bare lige det lille men, at min daværende mand var syg.. han havde influenza.. eller det troede vi.. så han flyttede os og ordnede den gamle lejlighed for os på Panodil og Ipren og kæmpede sig igennem..

Efter flytningen blev han bare ikke rask.. mange lægebesøg og hospitalsindlæggelser senere valgte de på Hillerød til sidst at åbne ham op for at finde ud af hvorfor han havde så høje infektionstal og hvorfor han havde så mange smerter..

Det de fandt valgte de så at fortælle ham helt alene en eftermiddag jeg lige var kørt hjem for at hente skønlingen der dengang var tre år..

Så opkaldet kom mens jeg stod i børnehaven.. og jeg måtte bede personalet dække over alvoren og tage hende med ind på stuen igen mens jeg lyttede til orden.. jeg har KRÆFT.. de havde fjernet en ti cm stor knude på tarmen og melding var at det var kræft!

De vidste bare ikke hvilken slags det var.. men de vidste han skulle overføres til Herlev hvor han lå de næste tre måneder plus det løse.. flere gange var de og vi bange for at miste ham og det der viste sig at være en aggressiv lymfekræft som skulle behandles asap, satte dybe spor i min mand..

Jeg var i en mærkelig bobbe,l hvor jeg var lykkelig for vores nye hjem og alt det vi havde, synkront med at jeg var bange for at miste ALT!

Jeg husker at jeg fra børnehaven ringede til mit arbejde og sagde jeg ikke kom og ikke vidste hvornår jeg kom.. men jeg husker også at jeg ikke blev væk vildt længe.. hvilket i dag er grunden til jeg har mit job i Naturbørnehaven i Lynge.. for samtidig med alt det der skete derhjemme var det meningen jeg skulle være flyttet med Nyelandsgården til Birkerød hvor de var blevet flyttet hen.. jeg havde dog bedt om og fået lov af lederen i Valhalla til at blive hos dem i Lynge og at de ville overtage min ansættelse når de nye fra Idrætsbørnehuset ville komme.. på den måde kunne jeg fortsætte min hverdag, hvor jeg var glad og tryg.. og jeg kunne på ingen måde overskue noget nyt på det tidspunkt.. det var det eneste rigtige for mig!

Da jeg kommer tilbage på arbejdet viser det sig så under en snak med lederen der skal overtage mig at hun ikke troede jeg ville alligevel så hun havde sat det hele i bero! Min gamle leder havde angiveligt fået givet udtryk for at jeg naturligvis skulle med til Birkerød så det var med meget store bogstaver og meget tyk understregning jeg fik sagt at jeg ville blive i Lynge hos dem!

Efterfølgende kom den nye institution op og der kom et stort præstationspres for at forsøge at holde dem på madordningen som de så alligevel valgte at springe fra et halvt års tid senere..

Jeg var endnu engang så overdrevet heldig at Valhalla valgte at beholde mig på fuldtid og tage alle udgifter selv.. og det blev de ved med.. i dag er Idrætsbørnehuset tilbage på mad fra mig og det er jeg mega glad for! Også selvom jeg har fået max travlt med mad til 100 børn plus de voksne hver dag..

Min pointe er, at hvis jeg havde sygemeldt mig fordi min mand lå på hospitalet, så havde jeg ikke haft mit nuværende job i dag.. der var så meget opbrud og så mange ting på spil og i spil at jeg var tvunget til at gøre som jeg gjorde.. jeg handlede ind i mine pauser for at kunne spare tid og jeg lavede aftale med min mand om at jeg kun kom på hospitalet tirsdag og torsdag hvor min mor passede Skønlingen og så én dag i weekenden med Skønlingen, fordi turen var lang for hende og fordi vi ønskede at skåne hende mest muligt.. det lykkedes vi heldigvis med så godt vi overhovedet kunne have ønsket.. men ja tilbage til pointen.. jeg er fucking misundelig.. for havde jeg følt mig så tryg i mit job som jeg tror min kollega gør så havde jeg nok gjort som ham.. jeg siger ikke at han har et valg eller at han ikke er syg nok.. jeg siger bare at jeg ville have haft godt af at gøre det samme.. at kunne have trukket stikket og passet bedre på min mand og min datter og ja nok ret meget også mig selv lige der.. jeg mærker hver dag et stik.. en sorg der ligger.. måske det er fra den tid.. eller måske det er fra min egen tid med kræft i det første halve år af 2020..

Aner det ikke.. ved bare jeg bliver klogere på mig selv af at skrive det ned.. skrive det ud.. og finde mere fred med hvordan jeg har det, hvad der er sket og hvad jeg gjorde hvorfor jeg gjorde det og hvorfor jeg i dag føler som jeg gør.. ligegyldigt om det så er forståeligt eller ej..